I skovens dybe stille ro ….

Da genåbningsplanen blev fremlagt her d. 4. maj blev vi sammen med resten af landet rigtig glade for at se alle de områder der nu langsomt og forsigtigt kan nærme sig en normalisering. Det var som om solen brød gennem skyerne og vi alle kan fornemme lyset for enden af den her coronatunnel.

På den baggrund er det mørke der sænkede sig over festivalDanmark ekstra dybt …. langt de fleste har måtte opgive og erkende at det ikke kan lade sig gøre og vi føler stærkt med hele den branche der er med til at skabe oplevelser og fællesskaber for os alle.

Her på Nordsjæl kiggede vi hinanden dybt i øjnene, sank en ekstra gang og kastede os over at læse alle tilgængelige retningslinjer … da djævelen jo som regel ligger i detaljen. Efter at have sovet på det, talt med diverse fagpersoner har vi i dag så endeligt besluttet: ” Vi gør det sgu ”.

Vi ved at det bliver som at køre slalom med bind for øjnene og der er en mulighed for at vi pludselig får et fuld stop skilt – men vi vil samværet, vi vil jer , vi vil musikken og håber så at myndigheder, corona udviklingen, dig der læser og ikke mindst de nordiske guder er med os.

Det du som eventuel billetkøber skal vide er at vi har sat antallet af billetter ned til 500 og der vil være krav om coronapas for at komme ind. Når du bevæger dig rundt skal du bære mundbind og der vil være diverse retningslinjer der skal følges rundt omkring på pladsen.

Til gengæld lover vi at have de skønneste frivillige, den smukkeste plet i Danmark og fantastiske kunstnere der brænder og længes efter at spille for netop dig.

Da vi i 2017 planlagde den første udgave af Nordsjæl følte vi først at vi havde et program da vi fik hevet en booking med færøske Eivør i land. Det var som om at Eivør inkarnerede alle de værdier vi gerne vil have med på Nordsjæl. Vores debut i 2017 var en dag med heldagsregn men den koncert Eivør gav giver os stadig kuldegys. Da vi rigtig gerne vil have at endnu flere får oplevet Eivørs magiske musikalske univers har vi genbooket Eivør som årets hovednavn på Nordsjæl.

 

Sæt et stort kryds i kalenderen ved lørdag d. 4. september og køb din billet her: